Diskusprolaps, slidgigt, fibromyalgi

Jeg kan jo godt lide at være aktiv

Brigitte Sønderskov går 10.000 skridt og cykler 10-20 km. hver dag. Men sådan har det ikke altid været. 
 
Af Line Thaisen
 
Hun har gigt i fødder, knæ og hofter. Hun har hele fem diskusprolapser. Og så har hun fibromyalgi. Smerter har fyldt en del i 55-årige Brigitte Sønderskovs liv, men fællesskabet og nye vaner på Sano har givet et velfortjent boost. 
 
- Jeg havde læst om Sano og spurgte min læge, om hun ville sende en henvisning. Det gjorde hun, og så fik jeg lov til at komme på Sano i Aarhus. 
 
Kunsten at finde balancen
Brigitte Sønderskov har besvær med de ting i dagligdagen, som mange ikke en gang tænker over: At knappe en bluse, tilberede mad i køkken eller løfte tunge ting. Og hun havde svært ved at finde balancen i at være aktiv derhjemme. 
 
- Nogle gange bevægede jeg mig så meget, at jeg ikke kunne gøre noget som helst i flere uger bagefter.  Andre gang sad jeg for stille, og det er næsten endnu værre. På Sano fik jeg det, jeg havde brug for. Fællesskabet var fantastisk. Jeg kunne gå ned at træne, når jeg havde lyst, og der var undervisning i, hvordan jeg finder andre måder at gøre ting på i dagligdagen, så jeg ikke får lige så ondt, siger Brigitte Sønderskov. 
 
Bare det at komme hjemmefra og få lov til at fokusere på sig selv for en tid gav et stort boost. 
- Efter forløbet på Sano kunne jeg alt. Jeg fløj rundt som en lille fe. Jeg havde færre smerter, og det boblede i mig med energi.
 
Den svære vedligeholdelse efter Sano
På Sano følte Brigitte Sønderskov, at hun blev løftet ved at være en del af fællesskabet, og hun har til tider haft svært ved at holde træningen ved lige i lige så høj grad, som hun har brug for.
 
- Efter Sano begyndte jeg at gå mindst 10.000 skridt hver dag, og det gør jeg stadig. Jeg cykler også 10-20 km. hver dag. Jeg kan jo godt lide at være aktiv. Men jeg ved, at jeg burde gøre mere for at få min muskelkraft tilbage, og det er svært, konstaterer hun.