Parkinson

Jeg vil være aktiv så længe som muligt

Som Parkinsonpatient går det kun én vej. Derfor er det vigtigt at bruge tiden rigtigt; deriblandt på motion. Det mener 69-årige Jens Ole Jensen, der var på et to ugers ophold på Sano i juni 2016.

Jens Ole har været aktiv hele sit liv. Han løber, cykler og går lange ture med sin hustru. Han spiller billard, og om vinteren går han til badminton.

Efter at den 69-årige århusianer blev diagnosticeret med Parkinson for fem år siden er den fysiske aktivitet også blevet vigtig af en anden grund.

- Jeg ønsker at have længst mulig tid i hjemmet. Man ved, at med Parkinson går det kun én vej, men med blandt andet motion kan man trække det ud, siger Jens Ole Jensen.

Familien er med
Netop fordi Parkinson berører familien i høj grad, er det naturligt at involvere de nærmeste under opholdet.

Der har fx været et foredrag om udviklingen af Parkinson ved neuropsykolog Torben Elmo, som Jens Oles hustru har deltaget på.

- Foredraget gav indsigt i sygdommen, og jeg synes, det er rigtig fint, at pårørende også får den viden, mener Jens Ole Jensen.

Gør jeg det rigtige?
På Sano har Jens Ole fået udarbejdet et skræddersyet træningsprogram, er blevet præsenteret for hjælpemidler til dagligdagen og har også fået undervisning i afslapning, udstrækning og åndedrætsøvelser.

Et af Jens Oles mål har været at finde ud af, om de aktiviteter han foretager sig derhjemme er de rigtige for ham i forhold til at trække sygdommens progression ud så længe som muligt.

- Jeg skal helst løbe frem for at cykle for at bære min egen vægt, fordi jeg også har osteoporose. Men cyklen er til gengæld god for balancen. Så jeg gør jo de rigtige ting allerede; det har jeg fundet ud af nu samtidig med, at jeg også tager ny viden og et personligt træningsprogram med mig hjem herfra, konstaterer Jens Ole.

Læs mere om Parkinson og træning her