Slidgigt

Jeg var nødt til at gøre et eller andet

Poul Helge Poulsen bor i Ravnholt ved Aarhus. Forrige år fik han konstateret slidgigt, og han kunne ikke længere følge med de opgaver, der følger med, når man ejer et hus. Men så kom han på Sano.

Slidgigt
- Jeg havde smerter i skulderen, knæet, hele kroppen. Jeg følte ikke, at jeg kunne noget længere. Jeg gik i 5-10 minutter, og så måtte jeg stoppe igen. Og når man har et hus, er der nok at tage fat i. Jeg var nødt til at gøre noget, siger den 69-årige østjyde.

Poul Helge Poulsens læge henviste ham til et ophold på Sano i Middelfart, hvor han blev tilknyttet et team med fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske og læge.

De rigtige teknikker gør forskellen
Før sit ophold trænede Poul Helge Poulsen også, men det var anderledes på Sano.

- Nu fik jeg trænet de ting, som skulle trænes. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev stærkere i kroppen uden at ødelægge mig selv. Jeg lærte de rigtige teknikker til min krop. Det mest fantastiske var at træne i varmtvandsbassin, siger Poul Helge Poulsen.

Forskellen er tydelig at mærke.

- Jeg har fået min holdning og min livsglæde tilbage, og jeg har en rigtig god familie, som hjælper alt det, de kan. Nogle dage tager jeg den med ro, og andre dage kan jeg holde til lidt mere.

Efter Sano
Efter opholdet på Sano er Poul Helge Poulsen fortsat med at træne i varmtvandsbassin.
- Jeg får det fysisk meget bedre af det, synes han.