Psoriasisgigt

Jeg fik mere energi og færre smerter

Per Schultz er 57 år og har haft psoriasisgigt siden puberteten. Han oplever især besvær med at strække arme og knæ, og derfor sagde han ja tak, da hans læge tilbød at skrive en henvisning til Sano.

- Jeg har især trænet meget med en fysioterapeut i fitness. Mest skuldre og arme. Jeg har også trænet i varmtvandsbassin, og det har haft en god effekt på mig, siger Per Schultz.

Psoriasisgigten gør, at han aldrig ved, hvordan han har det næste morgen, når han står op. Det er svært at planlægge frem i tiden, men opholdet på Sano har alligevel gjort en forskel:

- Jeg har færre smerter og mere energi. Jeg har fået det bedre både fysisk og psykisk efter opholdet. Det går stadig op og ned hver dag, men jeg kan lave næsten alt lige nu. Jeg springer ikke rundt, men jeg er blevet meget gladere, og jeg kan mærke, at det hjælper at træne, siger Per Schultz.

Han har fået et træningsprogram med hjem, som han bruger hver dag for at holde effekten ved sin nye træning ved lige. Derudover cykler han flere gange om ugen.