fundamental rehabilitering

Fundamental rehabilitering

Fundamental rehabilitering er et 3-ugers rehabiliteringsforløb for dig med en gigtsygdom, der begrænser dig bredt i din hverdag, og som påvirker din livskvalitet

Hvem er forløbet for?

Fundamental rehabiliteringsforløb er for dig, der oplever manglende livskvalitet, nedsat fysisk funktion og udfordringer med at mestre din hverdag. Gennem forløbet får du redskaber til at analysere din dagligdag, identificere uhensigtsmæssige vaner og arbejde med konkrete ændringer, der kan forbedre din livskvalitet.

Du får støtte til at fastholde de gode vaner efter afslutningen på dit forløb. Det er en forudsætning, at du deltager aktivt og er motiveret for nye ændringer i dit liv. På forundersøgelsesdagen afgøres det, om du er i målgruppen for forløbet.

Forløbets varighed

Dit 3-ugers rehabiliteringsforløb består af 3 x 5 dages fysisk indlæggelse på Sano, hvor du bor og modtager individuelle konsultationer og holdundervisning.

Det er ikke muligt at overnatte på Sano i Middelfart og Aarhus i weekenden. Afhængig af din situation er det muligt at overnatte på Sano i Skælskør i weekenden. Hvis du ønsker at blive på Sano i weekenderne, skal der foreligge en begrundelse, som vurderes af dit team.

Indhold i forløbet

I samarbejde med dig tilpasser vi indholdet i dit forløb individuelt ud fra dine konkrete mål. Du bliver udfordret på det niveau, der styrker din udvikling.

Et ophold omfatter både fysisk, praktisk og mental træning. Du bliver en del af et hold og deltager i forskellige træningshold, workshops og undervisninger. Derudover har du individuelle konsultationer med dit behandlerteam.

Du kan arbejde med

  • Hvordan du øger din styrke, mobilitet og udholdenhed.
  • Hvordan du forvalter din energi og skaber balance i din hverdag.
  • Hvordan du håndterer mentale og fysiske udfordringer i hverdagen.
  • Hvordan du ændrer uhensigtsmæssige vaner og skaber nye strategier.
  • Hvordan du arbejder med accept, planlægning og prioritering af dine opgaver.

Vi hjælper dig til at opnå balance mellem aktivitet, hvile og refleksion, så du kan fastholde dine nye vaner efter forløbet. Hvis du ønsker det, kan dine nærmeste deltage i relevante samtaler, så de bedre kan understøtte dig fremadrettet.

Sådan kommer du på Sano

Før du kan komme på et forløb, skal du henvises til en forundersøgelsesdag af din privatpraktiserende læge, speciallæge eller din læge på sygehuset. På forundersøgelsesdagen vil det blive vurderet hvilket forløb der passer til dig.

Dit team på Sano

På Sano møder du fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, psykologer og ernæringsvejleder.

Kontakt os

Du er velkommen til at ringe til os på telefon 78 79 00 00 for at høre mere om vores forløb.